Når både det sårede og det legende indre barn banker på

Min mave havde bestemt ikke lyst. Den knugede sig sammen – og jeg mærkede i et glimt min indre lille pige, som var tæt på at græde, da min business mentor, i går udfordrede mig på at gå på FB live, lige efter vores Q&A – hvilket jeg gjorde, i vores lukkede gruppe.

Min indre lille pige og teenagepige, som græd, når jeg havde stil for i skolen, i dansk, i tysk, i engelsk. Hende som SÅ gerne ville gøre det godt. Og som var SÅ bange for ikke at gøre det godt, så jeg gik helt i sort, og slet ikke kunne se mig ud af det. Før jeg som hver gang, i mange år, som barn og teenager fik snakket med min mor om, hvad jeg kunne skrive om.

Og så blev resultatet altid ret godt.

Men jeg skulle, som i eventyrene, altid lige så grueligt meget igennem først. For min mor kunne også blive ret frustreret i de situationer, og det pressede mig yderligt.

Men altså godt blev resultatet, nærmest altid.

Og nu vil jeg gerne øve mig på at kunne kommunikere frit, hvor jeg vil og når jeg vil, også online.

Jeg har øvet mig lidt, i forgårs og i går, i en lukket FB gruppe, i et business forløb jeg følger.

Det nye for mig her, er at være på video og tale til nogen jeg ikke kan se, og som jeg ikke kan se hvordan reagerer, og som jeg, for en stor dels vedkommende, ikke kender. Jeg oplever umiddelbart noget utrygt i det.

Kender du det?

Det bryder min reptilhjerne og dertil hørende kropslige reaktioner, som jo også oplevede alt det jeg oplevede som lille pige, sig ikke om.

Det minder mig, ud over det jeg skrev før, om at blive spurgt af læren i skolen, og ikke vide hvad jeg skulle sige. Det minder om at føle mig udstillet.

Det minder mit nervesystem om mobning, om at stå alene, om at være udenfor, om at få skæld ud over at være for meget eller for lidt, om ikke at skulle komme for godt i gang, om ikke at vide, hvor jeg har den anden, om at være den stille og generte pige i klassen, og sådan nogen ting, som ligger langt tilbage i min livshistorie. Men som min krop og overlevelsesmekanismerne i mit nervesystem, sagtens og helt instinktivt husker.

Jeg husker også hvor meget jeg hyggede mig med at lege at jeg lavede børne-TV, i mit barndomshjem, i et af køkkenvinduerne, som var min fjernsynsskærm, ud til verden, udenfor, som var haven. Og så legede jeg meget passioneret at jeg var damen, i en børnetime udsendelse, der i 1970’erne, som havde en skål med et ansigt på, med en tehætte som hue, og med hver gang noget nyt nede i det hoved, som udsendelsen så handlede om, fx at lave et julehjerte, sy et eller andet, lave en mælkekarton om til noget fint man kunne så karse i, og sådan noget. Og det kom jeg lige til at tænke på, også da jeg ville øve mig på at være på skærm i dag.

Nu arbejder jeg så på, efter i LAAAANG tid, som i MAAAANGE år, at have UNDGÅET det; at overskrive de gamle paradigmer i mit nervesystem og min underbevidsthed, som ikke nærer mig. Og at tage støtte af det som nærer og motiverer.

Ved bl.a. at bringe mig ud af min comfortzone og ind i sammenhænge jeg også gerne vil kunne mestre. Det ER selvkærligt, selvom min mave ikke hele tiden synes at det er.

Sådan at jeg stille roligt, i mit tempo, får oplevelser af at det jeg længe har følt utryghed ved, nemlig at tale til flere mennesker, på video eller FB live, som jeg ikke er i direkte kontakt med, eller kan se, kan blive trygt.

For det med at være i direkte kontakt med den anden, på video eller live, foretrækker jeg klart. Ja det elsker jeg og virkelig trives i og med. Hvilket også er den måde jeg dagligt igennem mere en 21 år, har drevet min praksis på. Så det fortsætter jeg klart også med.

Og ny udvikling er også nødvendig og tilfredsstillende – og ja sjovt. Lidt sjovt, i hvert fald ..