Jeg havde det sådan med dette billede, som jeg lagde på FaceBook, som profilbillede, d. 22. marts, sidste år.
Og efter d. 23. marts 2019, (hvor min højt elskede lillebror begik selvmord) at jeg på dette billede, kikkede (især) på min lillebror med det blik, for sidste gang. På FaceBook – og lørdagen før, i den virkelige verden, i familiens skød.
Med et dybt følt ønske og et håb om at tage ham et bedre sted hen, at løfte ham et bedre sted hen, end den psykisk og fysisk og relationelle lidelsesfulde tilstand og sygdom, han befandt sig i. Hvilket jeg også ordret sagde til ham. Ansigt til ansigt. I slutningen af en lang snak, på tværs af spisebordet, og på tværs af alle de andre familiemedlemmers tilstedeværelse. (Jeg mente dog et bedre sted hen i livet.)
Et insisterende nærvær, fra ham til mig, og fra mig til ham. En bro i øjenkontakten imellem os. Som altid har været der. Som jeg savner dybt og inderligt nu. Men stadig og altid vil kunne genkalde mig, for mit indre blik. Og som DESVÆRRE den sidste dag jeg sad overfor Anders, klart var sløret af en energi hos ham som også var dybt opgivende, angst og fjern. Samtidig med dybt insisterende og vedholdende, i kontakten med mig. Samtidig med at jeg til sidst havde taget og holdt begge hans hænder i mine.
Jeg havde og har en tro på og masser af viden og erfaring med at det altid er muligt, at komme et bedre sted hen med os selv og hinanden, så længe vi vil og kan og lever. Og det har Anders og jeg også haft mange snakke om igennem tiden.
At min lillebrors sygdom (bipolar lidelse) så tog den afgørelse at tage livet af ham, kom som et chok. Og samtidigt var jeg intuitivt klar over hvad der var sket, da jeg kunne se på min telefon, at min far om natten imellem d. 23. og 24. marts sidste år, havde ringet til mig flere gange, inden at jeg så vågnede ved 02 – tiden (min telefon var som næsten altid på lydløs) ringede min far op, og fik den rystende besked, af min dybt rystede far, at Anders havde taget sit liv.
Jeg tænker på at den nuværende krise, hvor vi alle er sendt hjem, og tvunget til at være sammen med vores børn og bedre halvdel – eller alene med os selv.
At gaven og læringen og guldet, som kan findes i enhver krise, konflikt eller udfordring. I denne krise, er muligheden for virkeligt at se os selv og hinanden i øjnene. Før det er for sent ..
At værdsætte det nærvær, der er mulighed for. At få snakket dybere om, hvad livet handler om, og skal handle om, når det skal være godt. For dig. For mig. For vores børn. Og børnebørn. For vores familie. For vores parforhold. For vores kald og arbejdsmæssige bidrag til verden. For vores verden, ..
Og ikke flygte på arbejde, på cafe, på loppemarked, på nettet eller til træning.
Bare nogle tanker her fra min verden, når minderne og virkeligheden dukker op. Og det gør de og den jo heletiden. I hvert fald virkeligheden. Men også minderne, ikke mindst på særlige dage. (Som i min verden er hver dag). Om vi så kan li’ virkeligheden og dagene og minderne, eller ej.
Kærligst
Cetrine
