Lidt tårer og tanker om mine børns milde far, som har fødselsdag i sin himmel i dag.
56 år ville han være blevet. Det er nu dobbelt så gammel som han nåede at blive.
Med sine dengang 28 år, som også er den alder hans og mine elskede børn, Mette og Jacob har i øjeblikket, med deres h.h.v. 29 og snart 28 år.
Tid er nogen gange svær at begribe, synes jeg. Noget der er så længe siden, kan på samme tid føles nært og fjernt. Begribeligt og ubegribeligt.
Små fantastiske børn havde vi sammen dengang. Voksne fantastiske børn har vi og jeg nu.
Tak for livet.
Og jeg minder lige mig selv, og alle der kan bruge det til noget, om at passe på sig selv, og tage ansvar for at leve et nærende, værdigt og gerne glad og dybt meningsfuldt liv, fra øjeblik til øjeblik, den tid vi er her.
Som voksne mennesker er det os selv der er os selv nærmest, til at mærke og sørge for helt basale forhold og ting og omstændigheder i livet, og at vækste og udvikle det vi ønsker os, drømmer om og har brug for. I det tempo og i den rækkefølge vi nu evner at manifestere det.
At tage ansvar for at dække vores egne behov. At ære og ikke uønsket overskride vores egen og andres integritet.
At række ud efter hjælp. At blive grebet hvis det er muligt. At være taknemmelig, når det sker. Måske nogen gange uventet, som en gave. At tage imod og tage gaven ind i hjertet, og sjælen og kroppen, når den er rigtig for os. Og selv at tage ansvar for at udvikle det vi ønsker os, hver især. At gribe os selv, også når udfordringerne kan være store, er et ansvar som hviler på dig og mig, i hver vores verden. I hver vores verden, som dybest set og sjæleligt også er tæt forbundne.
På jorden og i himlen, og der imellem.
“Kærligheden ophører aldrig”, står der på mindestenen, lige foran de to høje træer, hvor imellem jeg som 25-årig, i 1994, med vores to små børn i min favn, valgte at min elskede Morten og børnenes elskede far skulle begraves, efter at han var omkommet i en dykkerdrukneulykke på sit arbejde som sergent i Søværnet.
Min uddannelses og arbejdssituation var på det tidspunkt, at jeg var på barsel med vores yngste, og at jeg gik på barsel fra kontanthjælp. Og jeg havde udsigt til at skulle tilbage på kontanthjælp, inden jeg i efteråret 1994, startede på uddannelsen til pædagog på Fyns Pædagogseminarium.
Heldigvis fik jeg økonomisk støtte til at tage uddannelsen, på bedre vilkår end S.U., på grund af den situation jeg var bragt i. Og der var også en økonomisk erstatning, fra Søværnet og Arbejdsskadestyrelsen, som var med til at bære børnene og mig økonomisk.
Jeg valgte at købe os et dejligt lille hus, jeg valgte selv at gå i intensive, selvbetalte psykoterapiforløb, for at forstå mig selv, for at få støtte til at være den bedst mulige mor, jeg kunne være, på trods af sorg og stress og pres og manglende overskud.
Jeg valgte at betale for en god skole til mine børn, Lille Skolen i Odense, sådan at de havde gode voksne omkring sig, med mere overskud, end jeg til tider havde.
Fordi tabet af børnenes far og en række for mig tidligere og ubehandlede psykologiske problematikker, trængte sig på og kom op i min bevidsthed, og blev indholdet i flere års psykoterapi, med temaer som: værdighed, selvværd, angst, spiseforstyrrelse, mobning, sorg, min rolle i min barndomsfamilie, m.v. Hvilket så også blev afsættet til at jeg med stor passion, startede på uddannelsen til Organisk Psykoterapeut (5-årig uddannelse) og Spirituel Psykoterapeut.
Så jeg har tidligt i livet lært at i det at miste, er der også værdifuld læring, ja guld at finde, ind i ny udvikling. I at se muligheder, frem for begrænsninger. I at være med sorgen og smerten, og alligevel vækste og udvikle sig. Og at skabe rum for andres selvindsigt og udvikling har ligget mit hjerte nært, i årevis. Og har jo også været mit levebrød, i min praksis, siden 1. oktober 1999.
Billedet herunder er mine børns far Morten.
Kærligst
Cetrine ❤
