2019 farvel.
Til et år med mange oplevelser og indtryk, indprentet hos mig.
Så mange forskelligt rettede ting har der været, ud over mit elskede arbejde – at jeg slet ikke fik taget mig tid til at skrive her på bloggen i 2019. Men jeg har været flittig med opdateringer, nærmest dagligt, på FaceBook, i året der er gået.
Min forretning med klinik, og det arbejde jeg laver her, med SÅ mange dejlige mennesker, som dig og mig, har som i mange år været min store passion. Og jeg har på mange hverdage været fuldt booket. Sessionerne har især været individuelle terapiforløb, parterapi-forløb, familieterapier, supervision, erhvervs- og forretnings-relaterede udviklingsforløb og uddannelses-forløb.
I februar 2019, afsluttede jeg mit første uddannelsesforløb med kursister på min BEiNGFUL Stress Coach Uddannelse.
Den 1. oktober 2019 havde jeg 20 års jubilæum som selvstændig i klinikken, her på Christiansgade 107 i Odense C.
Hvis jeg elles skal lave en opsummering af mit 2019 (nu hvor jeg ikke har fået opdateret bloggen i 2019).
Så kunne vi i januar 2019 fejre min datters kandidat eksamen, som læge. Og samme dag fik jeg at vide at hun (eller de) ventede mit andet barnebarn.
D. 16. marts fejrede vi hende i familien. Den aften havde jeg en meget intens snak med min lillebror, som havde det skidt, og havde været indlagt et par perioder på psyk. i Horsens, siden efteråret 2018. Han var meget insisterende i kontakten med mig. Samtidig med at det var som om han ikke rigtigt var der. Han havde mange vrangforestillinger. Han fik i efteråret 2018 diagnosen bipolar lidelse. Men han har i mange år været min friske, sjove, eftertænksomme, veltrænede, omsorgsfulde, støttende, lillebror, ven og sparringspartner, både i private og forretnings- og faglige ting.
Jeg var til flere luksus fotoshoots, første halvdel af året, for at kunne opdatere mine billeder i min forretning. Spændende, bekræftende og lærerigt i sig selv.
Først på året kikkede jeg sammen med min kæreste på huse på hyggelige Langeland. Og d. 22. marts skrev jeg under på køb af et fint indrettet hus i Tranekær. To bindingsværkshuse er der faktisk på grunden, som har brug for en del vedligeholdelse og renovering. Det er en del af mine fridage gået med i løbet af året. En fin og dejlig kontrast, synes jeg, til mit mere komplicerede og fintfølende arbejde i klinikken, til hverdag.
Dagen efter, ja først om natten efter d. 23. marts, havde min far ringet til mig flere gange, efter kl. 2 om natten. Jeg havde en intuition om, hvad det var om. Jeg gik på toilettet og fik tisset. Så jeg kunne være klar til at lytte til min far, som jeg ringede op.
Han sagde med en spinkel, trist og chokeret, men fattet stemme: ‘Anders har taget sit liv’. Bum. Jeg vidste intuitivt, at det var det han havde ringet om. Jeg var rystet og fattet, på samme tid, og lyttede og omfavnede og spurgte ind til min fars fortælling, om de nærmere omstændigheder, om hvad og hvordan det var hændt. Vi var enige om, allerede den nat, at det var godt for Anders (min lillebror) at han nu har fået fred for det hoved, som plagede ham så intenst og den krop, som gjorde så ondt, igennem i hvert fald det sidste halve år af hans liv. Og helt sikkert i længere tid og perioder, forud. Han eller rettere sygdommen, havde svært ved at vedkende sig sygdommen, og dermed at arbejde bevidst selvansvarligt med den. Desværre.
Jeg oplever at vi som familie er rykket lidt tættere sammen. Og at der er rum og plads til at være med de tanker og følelser, der nu er forbundet med, at han ikke er her mere. At hans sygdom valgte livet fra for ham, på kontant vis. At han mangler i sin lille familie, med sin kone og sine to kære, smukke piger. At han manglede til sin egen fødselsdag, til jul og til andre familiesammenkomster. At jeg stadig, lidt skal ‘knibe mig selv i armen’ agtigt, for at minde mig om at det faktisk er sket. At det aldrig bliver sådan igen, at han lige ringer til mig på vej til eller fra arbejde, eller en lørdag formiddag, og snakker om og spørger ind til det der rørte sig hos ham og mig.
I begyndelsen af juni, fik jeg også besked om at min kære nevø, på mine børns afdøde fars side af familien havde taget sit eget liv. Voldsomt. Og trist.
Mit 2019 har også, hånden på hjertet båret præg af krise i mit parforhold. Det åbnede sig i kølvandet af tabet af min lillebror. Vi arbejder fortsat på at udvikle forholdet, så det er godt for os begge. Og det tager tid. Men heldigvis har jeg jo selv min ‘arbejdstaske’ fuld af gode tilgange til den slags. Og jeg har rakt ud efter professionel psykologisk hjælpe udefra også, både til at støtte mig i at bearbejde den ene og den anden krise.
Det som sådan en (eller to) kriser, er godt for (Jeg er så trænet i at have fokus på det der er godt, og det der er at være taknemmelig for – gaverne i selv de største kriser og vanskeligheder i livet, igennem mange år. Bevidst valgt.) i mit liv og i mit arbejde i klinikken, med andre mennesker, er at jeg er helt i synk med, og deraf dybt empatisk og forstående ind i de mest sorgfulde og smertefulde processer i menneskers liv.
Jeg bliver også mindet om, og erfarer, HVOR GODT jeg står i livet, og hviler i mig selv. Dybt centreret, vidt favnende, samtidig med sårbar. Jeg er taknemmelig for alt det livet lærer og har lært mig. Alt det gode og alt det svære. Alt det midt imellem.
Siden sommerferien har jeg i 2019 holdt mine mandage fri, i forlængelse af weekenderne. Jeg har været i mit nye gamle (fra 1777) hus i Tranekær. Har malet, muret og indrettet. Reflekteret, læst, skrevet og holdt fri.
Jeg har også i øvrigt været optaget af, vedvarende at udvikle mig selv, min forretning og mit koncept. Bl.a. via forskellige spirituelle buisiness forløb jeg har fulgt og fortsat følger.
Den 13. september 2019 blev jeg mormor for anden gang. Jeg ELSKER og sørger for at tilbringe tid med min datters lille familie, med de to små helt vidunderlige piger, gerne en gang hver uge. Og jeg er heldigvis velkommen, hos den lille nye familie, med mor og far og to små fine piger.
De dejligste besøg, og snakke og samvær, med begge mine børn. Hver for sig og sammen. Og opdagelsen af min søns helt vidunderlige klaverspil, som virkeligt er et lys levende eksempel på, at øvelse gør mester. En berørt mor, var jeg også der.
Året 2020 har jeg bl.a. dedikeret til at videre udvikle på mit koncept, tage alle de dejlige mennesker ind i udviklings-, terapi- og uddannelsesforløb, som ønsker det, og som jeg har kapacitet til.
Jeg glæder mig, og er godt igang.
Kærligst for nu
fra Cetrine ❤