Jeg mindes et godt menneske. En dejlig og omsorgsfuld kæreste. Og en mild og kærlig far.
Min Morten, som druknede ved Helnæs, for i dag 26 år siden.
Midt i, med stor passion at være igang med at udleve sin store drøm og passion, at blive og være dykker.
En forårsdag hvor solen bare skinnede, lige som i dag.
Hvor den chokerende virkelighed, viste sig, intuitivt i mit indre, i løbet af dagen, efter ulykken var sket (ved middagstid).
I form af tanker som bl.a.: ‘Hvad skal jeg sige til min 2 årige Mette, hvis hendes far aldrig kommer hjem igen ..?’
I form af tanker som bl.a.: ‘Hvad skal jeg sige til min 2 årige Mette, hvis hendes far aldrig kommer hjem igen ..?’
Ikke at jeg ikke havde tænkt sådanne tanker on and off, tidligere. Jeg havde en for stor tendens til at bekymre mig, på forskud, dengang.
Men tanker om Morten og mit liv med ham og børnene, og min taknemmelighed, for det gode vi havde sammen, stimlede ligesom op, i mit sind, den eftermiddag, og tidlige aften.
Hvor beskeden om Mortens ulykke og druknedød, først blev mig reelt givet, som et lyn fra en klar himmel, samme aften, af Søværnets øverstkommanderende, som bankede på døren til vores lejlighed, mens jeg, på en ellers hel almindelig fredag aften, var ved at give vores dengang to små børn, Jacob på 9 mdr. og Mette på 2 år godnatmad, ved syv-tiden.
Jeg blev stående. Jeg reagerede. Jeg var i chok.
Overboen spillede den nat på repeat, John Mogensen: ‘Når Vor herre slukker livets flamme …’, ‘.. og vi må forlade denne jord ..’, ‘.. så tag … med ind i himlen ..’ Jeg husker ikke alle ordene, men det var disse der indprentede sig dybt i min sjæl og mit sind, den nat – hvor jeg selvfølgeligt ikke fik sovet ret meget. Det var en af mange særlige synkroniciteter, som fandt sted i disse dage, (ja altid, når vi er åbne for det) og som gav mig en forstærket tro på og oplevelse af, at vi alle er forbundne og lever i en større sammenhæng og helhed.
Jeg fik livet med vores to små guldklumper, til at gå videre. Fra første færd. Lige der. Der var ikke andet at gøre, i min verden.
Trods sorg, savn, afsavn, udfordringer, smerte, ..
Men med vedholdenhed, og viljen til at få det bedste ud af alt, selv det sværeste.
Og med fantastiske bedsteforældres uvurderlige hjælp og udstrakte hænder.
Så mange år er gået siden hen. Fyldte med læring og berigende øjeblikke. Af liv.
Mine elskede børnebørn, som også er hans. Har en mild og kærlig morfar i himlen.
Jeg mærker og ved at du er en der gennem livet, og altid i mit hjerte bor.
(Tak for lån af små vendinger, som kom til mig, fra ‘Forårsdag’, Anne Linnet og fra ‘Et hav af udstrakte hænder’ Søren Huss. Den sidste blev spillet til min lillebror Anders’ begravelse, sidste år. Den første var en af mine yndlingssange, mit første forår, med Morten).
Tak for livet.
Kærligst
Cetrine ❤
