Tidlig morgen. Fuglene synger, udenfor, som også for 32 år siden, i april, lige efter Påske. Det er d. 8. april og i dag 32 år siden at jeg stod op sammen med mine to små børn, Mette på dengang 2 år og Jacob på 9 måneder.
Morgenen før tog deres far og min kæreste Morten på arbejde på den minestryger han var ansat på i Søværnet, i Korsør, efter at han havde hentet sutteflasken til vores yngste, ude i køleskabet, ind til os i soveværelset, og kysset farvel, så jeg kunne amme videre og måske nå at få lidt mere tiltrængt søvn, inden at jeg skulle op og i bad og være sammen med børnene og køre Mette i dagpleje.
Samme dag, d. 7. april, om aftenen, ringede Morten hjem og fortalte at han havde en dårlig nyhed. At han skulle, i stedet for som planlagt at komme hjem igen d. 8. april, ud at sejle, nede i Helnæsbugten, hvor nogle smuglere, i Påsken, ugen før, havde smidt en ladning hash over bord og det skulle de, med det skib han sejlede på, som sergent, maskinist og nyuddannet, passioneret dykker, ned at være med til at lede efter, sammen med dykkere fra Frømandskorpset.
D. 8. april var jeg om formiddagen, efter at have kørt Mette i dagpleje, sammen med en veninde fra mødregruppen, til callanectic-træning, med hver vores 9 måneders baby, min Jacob og hendes pige, som egentlig var en tvilling og hvor tvillingebroderen desværre døde ved fødslen.
Efter træning og en venindesnak, kørte jeg med Jacob i autostolen i Brugsen på Skibhusvej, at handle ind. Jeg klemte min finger i bagklappen på bilen, lige der omkring middagstid. Av. Men fik handlet ind.
Hjemme igen, i lejligheden i Nedergade 32, på 1. sal, i Odense, efter Jacob og jeg havde spist noget frokost, sad jeg lidt med åbent vindue, i stuen og nød forårssolen, imens Jacob fik en lur i barnevognen, i skyggen på altanen, ud mod baggården.
Solen skinnede. Jeg nød solen, der først på eftermiddagen og måske også noget strikketøj.
Ved 16-tiden kørte jeg med Jacob ved min side, i autostolen, ned for at hente storesøster Mette hos hendes dagplejemor. På vejen tænkte jeg: ‘Morten er bare den bedste mand for mig’. Jeg havde Jacob med inde at hente Mette i dagplejen. Og da vi kørte hjem og Mette nu sad i sin autostol, på bagsædet, slog tanken mig: ‘Hvad skulle jeg sige til Mette, hvis nu hendes far aldrig kom hjem igen?’
Vi kom hjem i lejligheden igen, legede lidt, jeg lavede aftensmad. Det var fredag. Jeg pakkede bilen, noget af et projekt, fra førstesal med stejle trapper, som alene hjemme forældre, med to små børn på de henholdsvis 9 måneder og 2 år og med bilen parkeret på modsatte side af den ensrettede Nedergade. Jeg havde aftalt med børnenes farmor og farfar at vi skulle ud til dem, dagen efter, om lørdagen og være i haven, hvor børnene kunne lege, nu hvor jeg så ind i en weekend og uge, hvor far-Morten ikke som planlagt, kunne være hjemme og sammen med os.
Jeg lavede og gav børnene godnatgrød, ude i køkkenet, med begge børn, i hver deres høje Trip-trap stol, ved spisebordet.
Og så bankede det på døren, der ved 19-tiden, fredag aften d. 8. april 1994.
Jeg gik ud og lukkede op. Udenfor stod en uniformsklædt midaldrende mand, i Søværnets uniform, med sin uniformskasket under armen. Jeg sagde, inden han nåede at sige noget: ‘Han er ikke død, vel?’ ‘Jo, desværre.’, sagde manden i Søværnets uniform, som var Søværnets øverstkommanderende. Morten var omkommet, druknet under dykning på 25 meters dybde, i havet, ud for fyrtårnet ved Helnæs, lige over middag.
Derfor mindes jeg, lige nu, også med tårer, den Morten, min Morten, som var så god en far og som jeg er så glad for, er mine børns far. Men som var hos os så kort. Hos mig i 5 1/2 år.
Jeg er så taknemmelig for livet og for at jeg har fået lov til at blive i livet så længe at jeg igen i eftermiddag kan hente mine tre børnebørn i skolen og børnehaven og hjælpe deres far og dem, imens deres skønne mor Mette er på arbejde som læge og min dejlige Jacob er på sit arbejde som ingeniør.
Det er så længe siden, at der blev stille, fra Morten, men at livet også gik videre, lige på stedet, hvor mine, eller vores to små børn skulle spise deres godnatgrød, have børstet tænder, godnatsange, puttes og den ene ammes, selvom manden med kasketten under armen lige var kommet og ikke nåede at få sagt at deres far og min Morten var død, fordi jeg nåede at sige, det jeg inderligt ikke håbede, først.
Må vi alle nyde livet, endnu en dejlig solskinsdag, med fuglesang, i april.
